20. oktober 2017  
Du er her:  Behandlinger   Personale
Behandlinger

Behandlinger
Læger og personale i praksis holder sig løbende opdateret via efteruddannelse. Behandlingen tilstræbes ligeledes at følge gængse accepterede retningslinier fra Dansk Selskab for Almen Medicin.

Patienter med kroniske lidelser følges almindeligvis med faste intervaller i praksis.

OBS: For at prioritere så kort ventetid på konsultation som muligt, kan man som hovedregel kun bestille een tid af gangen.

Blodprøvesvar og svar på undersøgelser:
Du er som patient selv ansvarlig for at indhente svar på blodprøver og undersøgelser, enten i telefontiden eller ved konsultation eller e-mailkonsultation.

Henvisninger og attester:
Skal du have udfyldt en attest eller lavet en henvisning til fysioterapeut eller speciallæge kræver det en konsultation hos lægen.

Nedenfor kan du læse klinikkens vejledninger om urinvejsinfektion og øjenbetændelse og information om svangreundersøgelser.
Ønsker du informationer om andre sygdomme og behandlinger kan du besøge nogle af de hjemmesider, som er repræsenterede under
"Nyttige links".

Generelle råd under urinvejsinfektion er rigeligt væskeindtag, som skyller urinvejene igennem. Hvis man har hyppige urinvejsinfektioner kan yderligere udredning komme på tale, og i så tilfælde skal man bestille tid til en konsultation ved lægen.

Der gælder særlige regler for urinvejsinfektioner hos børn.

Øjenbetændelse
Smitsom øjenbetændelse (conjunctivitis) er en hyppig lidelse hos børn især, men voksne kan også smittes. Symptomerne er betændelse/klister i øjet, der også ofte bliver rødt og irriteret. Øjenomgivelserne kan også godt hæve en smule. Den bakterielle form starter oftest ensidigt og breder sig så i løbet af dage til det modsatte øje. Den smitter ved direkte kontakt, hvorfor omhyggelig håndhygiejne er en vigtig del af bekæmpelsen. Øjenbetændelse er ret smitsomt og inddrager ofte flere familiemedlemmer.

Øjenbetændelse kan bekæmpes med antibiotiske øjendråber, som anvendes i begge øjne, selv om infektionen eventuelt kun inddrager det ene øje. Hvis man drypper med antibiotika som øjendråber er hyppigheden afhængig af det anvendte præparat. Generelt drypper man indtil 1-2 dage efter, at symptomerne er forsvundet, hvilket oftest er 5-7 dage.

Daginstitutioner vil af smittehensyn ikke modtage børn med bakteriel øjenbetændelse, før de har været i behandling i 1 døgn.

Der er mange andre årsager til irritation og lidt klister i øjnene end bakterier, fx tilstoppet tåreafløb eller virusinfektioner, hvorfor vi tilstræber at se patienterne i konsultationen, før vi iværksætter behandling. Der kan også blive tale om øjenpodning.

Kontaktlinsebrugere må ikke anvende kontaktlinser under infektionen, da det kan give alvorlige komplikationer i form af hornhindebetændelse mm.

Klik her for at komme til toppen

Svangreundersøgelser
1.svangreundersøgelse i uge 9

- er betegnelsen for den første lægeundersøgelse hos egen læge. Der udfyldes diverse papirer til det ønskede fødested samt til det lokale jordemodercenter, og der foretages bl.a. en gynækologisk undersøgelse, urinundersøgelse og diverse blodprøver. Man skal derfor påregne, at denne undersøgelse tager 30-40 minutter, og man er velkommen til at tage faderen med, hvis man har lyst. Der bliver også givet såvel mundtlig som skriftlig information om de tilbud om fosterdiagnostik og ultralydscanninger, som gives i Århus Amt.

Inden undersøgelsen vil det være en fordel, hvis man har tjekket datoen for den sidste menstruations første dag, eftersom det er den dato, man bruger til at beregne terminen ( fødselstidspunktet) udfra. Ligeledes bør man ved ankomsten kontakte sekretærerne, idet man forventes at aflevere en urinprøve inden konsultationen.

Hvis man ønsker blodprøverne, som hører med til den første svangreundersøgelse, taget med i samme omgang, så kan undersøgelsen først foretages godt 9 uger efter sidste menstruations første dag. Hvis man ikke synes, at man vil vente så længe, er man velkommen til at få lavet undersøgelsen tidligere, og så efterfølgende få tid ved sygeplejersken til blodprøvetagning. Standardblodprøverne omfatter i øjeblikket blodtype, screening for hepatitis B samt dobbelttest, som er et led i fosterdiagnostikken. Specielle forhold kan retfærdiggøre yderligere blodprøver.

Efter undersøgelsen indsender praksis papirer til fødestedet og jordemodercenteret, som så efterfølgende indkalder de gravide skriftligt.

Vedrørende ultralydscanninger, så tilbydes der i øjeblikket i Århus Amt som standard en scanning i 12. graviditetsuge og igen i 19. graviditetsuge.
Undersøgelsens varighed er 40 minutter.

2. svangreundersøgelse

- hos egen læge er planlagt til graviditetens 25. uge. Det er et tidspunkt, hvor fokus ligger på vækst af livmoderen, registrering af hjertelyd, eventuelle problemer i forhold til arbejdet mm. Ved hver svangreundersøgelse tjekkes urinprøve, vægt og blodtryk, så man bedes atter henvende sig ved sekretærerne efter ankomst for udlevering af urinprøveglas.

Undersøgelsens varighed er 15-20 minutter.

3. svangreundersøgelse

- ligger i graviditetens 32. uge. På det tidspunkt kan mange gravide føle sig lidt belastet af den øgede vægt, og tidspunktet for barselsorloven nærmer sig. Fokus ligger på undersøgelse af barnets vækst, lejring og hjertelyd. Desuden på de aktuelle problemer, der måtte være. Man undersøger igen urinprøve, vægt og blodtryk, idet der i slutningen af graviditeten kan være en lille risiko for svangerskabsforgiftning. Der følges også op på blodprocenten og blodtypesvaret.

Undersøgelsens varighed er 15-20 minutter.

4. Efterundersøgelse.

Vi tilbyder en efterundersøgelse 8 uger efter fødslen, hvor der laves en gynækologisk undersøgelse for at tjekke, at alt er normalt. Ved samme lejlighed foretages evt celleskrab, hvis det er ved at være tid for det, og der bliver diskuteret fremtidig præventionsmåde.

Hvis man ønsker en spiral, er det muligt at oplægge denne i forbindelse med efterundersøgelsen, men i så fald vil vi gerne have besked ved tidsbestillingen, så vi er forberedt. Blodprocenten bliver atter tjekket.

Varighed 15-20 minutter.

Klik her for at komme til toppen

Urinvejsinfektion
Svie/brændende fornemmelse samt hyppig vandladning kan være tegn på urinvejsinfektion(blærebetændelse).

Hvis man har symptomer på urinvejsinfektion, vil det være en god ide at henvende sig telefonisk  og derefter møde op i praksis i åbningstiden og henvende sig til sekretærerne. Man vil da skulle lave en urinprøve, som vi umiddelbart kan tjekke for oplagte tegn på betændelse.

Er der tegn på blærebetændelse eller har man mange gener, så opstartes behandling med antibiotika med det samme i stedet for at afvente dyrkningssvaret dagen efter. Ulempen er, at vi må "skyde i blinde" og ikke ved, om vi giver det bedst mulige præparat. Når dyrkningssvaret foreligger næste dag, kan vi se, om der virkelig er tale om en urinvejsinfektion og hvilket antibiotikum, som er det bedste i det givne tilfælde. Man kan da blive nødt til at skifte til et andet præparat end det først ordinerede. Der er derfor en del, som venter på dyrkningssvaret næste dag, før der opstartes behandling.

Prøvesvar på urindyrkningen kan gives pr e-mail, pr. telefon eller ved personligt fremmøde. Prøverne vil være aflæst efter kl 11.00.

Hvis man er uheldig at få symptomer på en fredag, kan vi ikke selv dyrke urinprøven, men vil i stedet indsende den til dyrkning på hospital. Svaret foreligger så 2 dage efter weekenden.

Efter endt behandling af blærebetændelse, bedes man 3 dage dage efter endt antibiotikakur aflevere en kontrolurin.

 

Lægerne
Okholm og Andersen

Park Allé 1, 2. th.
8000 Århus C

Tlf. 86 12 09 66
Fax. 86 18 67 27

Klinikken er lukket for tilgang

 

 

 

 

 

Klinikken
Copyright 2008 by AdHoc-data   |  Om beskyttelse af private oplysninger  |  Vilkår for anvendelse